3/24/2007

Her er jeg


Blot for jer der skulle være i tvivl: Nuuk ligger altså liiiige.....her.

Billedet er fra vores sidste dag i det store kontor med den bragende udsigt. Vi måtte desværre vige til et mindre kontor med udsigt til en klippevæg i stedet.

Kortet er dog flyttet med, så der er stadig god perspektiv på det hele, og min kollega skrivebordsgeneral Jensi kan erobre verden med sit motto: "scanjour - kommer snart til en skærm nær dig."

3/18/2007

Årgang 2007 - hvad skal barnet hedde?

Der er udsigt til at årgang 2007 bliver en stor "generation" med alle de babyer, der er på vej.

Og det minder mig om det lidt pudsige, at grønlændere ligesom bilejere og vinkendere fokuserer meget på årgange. Når de hører, at en anden er født samme år, hilser de hinanden med et "peraq". Selv har jeg da også altid syntes det var en rigtig fin ting at have en fødselsdagssøster i Eva, men det er altså også både samme år OG dag, og altså noget mere sjældent, skulle jeg mene.

Til de vordende mødre og fædre kan jeg desuden oplyse, at datter på grønlandsk hedder "panik" (så er I advaret, ok?).

Og hvis nogen skulle komme til at mangle navne til de små, så er jeg leveringsdygtig i grønlandske varianter, fx Søren = Suulut, Katrine = Kattak, Jakob = Jaaku, John = Ujuut, Peter = Piitaq og jeg kunne blive ved, I ringer bare...

3/13/2007

Istid

Brrrr. Hvis jeg er kommet til at sige noget lignende "heroppe er det også dejligt forårsvejr", så sluger jeg mine ord igen. Det er ikke forår! Det er hvinende, nej skrigende koldt.

Så til jer fortovscaféhængere i Syddanmark: Drik en Café latte for mig, okay?!

Og til Al Gore: Glem det!

Kuldeindekset - en fordanskning af chill factor - har jeg beregnet til - 30 grader. Og hvordan har hun så gjort det, spørger mine mange mandlige læsere, måske? Jeg har fundet denne smarte vejrlommeregner hos DMI. Så kan I jo selv more jer lidt med den.

3/11/2007

God karma

Hermed lidt god karma til alle, der læser bloggen.

Jeg har været til meditation. Trods min naturlige vestjyske skepsis tænkte jeg, at det måtte prøves, nu da jeg fik tilbuddet om at komme med hjem til en studerende, der kan den slags.

Om ikke andet må det være en af de mere afslappende sportsgrene, man kan gå til. Man bliver højst en lille smule hæs af at messe mantraer til Loving Wisdom Mother og lidt stiv i benene af at sidde i lotusstilling.

Spøj til side. Om end jeg nok ikke bliver en inkarneret tilbeder af Buddismen, så var det sjovt nok at få et lille indblik i, hvordan andre arbejder med sjælelivet.

Fremover vil min terapi nok begrænse sig til lidt skriveri på bloggen. Så sug til jer af den gode karma, inden den er væk igen.

Mama is a rolling stone - yeah









Min vej hedder Taupannguit - og det betyder
stedet med rullestenene (hvis man da ellers kan tro på en bog og med en så kedelig titel som "historier om postnummer 3900"), så den logiske slutning må jo være, at jeg er en rullesten.

Min byvandring er nu komplet. Jeg har haft et hængeparti med min tredje bolig, hvor jeg boede prævakant, mens jeg endnu var prædigital.

Heldigvis kunne jeg forleden tage et billede af huset, da jeg var så heldig at blive inviteret til pandekager hos husets nuværende beboer Johan, som....dyb indånding....har gået i klasse med Daniel, som jeg arbejder sammen med, og som jeg har delt hus med, og som har været på introkursus med Robert, som jeg også arbejder sammen med, og som jeg også har delt hus med, og nu bor Johan så "mit" gamle hus, som lejes ud af min tredie kollegas søn. Forvirret? Nuuk er bare en lille bitte by!

Men derfor kan man jo godt blive træt i fødderne af al den byvandring, så det er vel nok heldigt at I kan blive siddende foran skærmen og tage til Nuussauq på den 3. tur i Elsebeths fodspor.

3/02/2007

Strip

På http://elsebeth.stripgenerator.com/ kan I se - ikke strip, men striber på min nye tegneserieblog. Her deler jeg ud af mine erfaringer med:

1) hvaler, 2)hæveautomater, 3)arktisk natur, 4)tilberedning af fisk og 5)at holde balancen.

med overskriften på dette indlæg er jeg sikker på, at min blog bliver løbet over ende med besøgende.

For i virkeligheden er det nok det ældste marketingtrick, selv ældre end Erik den Rødes ide med at kalde dette land for Grønland, selvom 80% er dækket med is.

3/01/2007

Undskyld

Sikke en ulykke man uforvarende kan forårsage. Hvem kunne vide, at min Grønlandsquiz sådan skulle give integrationsministeren gode ideer, så hun har lavet en danmarksquiz for kommende danske statsborgere.

Undskyld! Det er jeg virkelig ked af.