Jeg går og gør klar til, at flyttemændende kommer i morgen og pakker mine ting ned i den såkladte MC-container som mine kære ejendele efter sigende kan være i. Da det er lidt småkedeligt sådan at skulle have fingrene ned i alle de himstrergimstrer jeg har anskaffet de seneste små to år, må det i stedet være tid til at opsummere min digitale dagbog.
Jeg er jo nu stoppet på mit arbejde og har haft ferie i små to uger med besøg af mine forældre. Og det gav lejlighed til, at jeg dermed fik oplevet to grønlandske highlights: Isbjerge og hundeslæde!
Vi tog torsdag til isfjeldebyen Ilulissat, som udover isfjelde er slædehundeland. Rundt om og uden for byen er der områder dedikeret slædehundene, og det er altså lidt specielt at se, høre og lugte disse arbejdsheste af en hund.
Vores hundeslædedebut var en to timers tur med action og fart for alle pengene. Action var der ikke ligefrem på vores sejlads ind i Ilulissats isfjord, for her sad vi store dele af tiden fast en den meget tykke is. Men udsigten var jo fantastisk:-)
Vi tog rutebåden fra Ilulissat tilbage til Nuuk, hvor vi igen kunne se fantastiske isfjelde langt ned forbi byen Asiaat. Selvfølgelig tog jeg en masse billeder af både hunde og is!
Nu er mama og papa taget tilbage til Danmark, og jeg følger efter på torsdag. Jeg har haft god tid til at forberede mig på at rejse, men helt let bliver det bestemt ikke mentalt at sige farvel til en helt lille epoke i min tilværelse. Snøft - der er mange mennesker og steder, jeg vil komme til at savne. Samtidig ser jeg frem til forandringen og håber på, at fremtiden byder på nye arbejdsopgaver og oplevelser.
Jeg holdt forinden turen til Ilullissat en lille afskedsmik med den hårde faste kerne af venner i Nuuk. Mit ophold havde bestemt set meget anderledes ud uden disse dejlige mennesker, så det var godt at se dem samlet (pånær Mads, der var i Danmark). Udover at de generelt har mange gode kvaliteter, så kan de også synge og digte, og det resulterede i en meget rørende sang om mine bedrifter i Nuuk. Så snart jeg får afpresset forfatterne en elektronisk version, kommer sangen snart på en blog nær dig...