6/21/2007

En and

Det er ikke en hval, men bare en ganske almindelig andrik. Til gengæld svømmer den rundt lige uden for mit vindue. Det er blevet en slags sommer i Nuuk, og minsandten om der ikke dukkede en sø op under den store plads, som ligger bag ved mit hus i takt med at isen smeltede.

Jeg har forsømt bloggen længe, hvilket i følge min kollega Jensi er tegn på, at jeg er ved at være integeret. Integreret eller ej, hermed en lille opsummering af de sidste mange måneder i punktform:
  • Lejligheden i Århus er på vej til at blive solgt! Jo, den skulle være god nok, købsaftalen er underskrevet.

  • Jeg har fået en fast personalebolig lidt uden for Nuuk. Situationen heroppe er, at der er prestige i ikke at have en PH-lampe. Inventaret i alle møblerede personaleboliger er nemlig ens, så når man er på besøg hos andre oplever man, at de har den samme blå sofa, det samme kakkelsofabord, og det samme billede af en isbjørn hængende som én selv. Skræmmende fornemmelse. Se billeder
  • Jeg har haft besøg af min mor og far i 10 regnfulde dage. De påstår dog alligevel, at de havde en god ferie. Se billeder.
  • Den kongelige danske ballet har været på visit, og jeg var naturligvis med. Se ikke billeder, det var nemlig strengt forbudt at tage billeder, hvilket min sidemand Mette måtte sande, da hun formastede sig til at tage lommekameraet frem og fik skæld ud af kulturhusets direktør.
  • Projekt eForvaltning (elektrisimikkimut)har fået luft under vingerne, jord under neglene og ben at gå på.
  • Og lad mig så for en god ordens skyld slå fast: Julemanden bor i Grønland. Og han har slet, slet ikke råd til at rejse helt til Finland, så ham der var på scenen til Grand prixet d. 10. maj i Helsinki var helt afgjort fake.

Så skulle det vist være på plads. Hold også øje med sladderspalten, som også snart kan ventes opdateret.